Julefesten i Gammelby er i fare, fordi det gode skib Haabet ikke er kommet i havn. Men så tager Nissefar og Nissemor affære sammen med købmandsbørnene Mads og Mette.

Hvert afsnit af julekalenderen i 1979 bestod af to dele. I første del gik Poul Thomsen med hunden Balder (begge blev senere kendt fra serien Dus med Dyrene) rundt i Den Gamle By i Aarhus, hvor han fortalte om de gamle bygninger og ting på museet.

Anden halvdel var den egentlige eventyrserie om købmanden i Gammelby, der er ved at gå til af bekymring over, at hans fragtskib, det gode skib Haabet endnu ikke er kommet i havn. Uden skibet, kan der ikke holdes julefest i Gammelby. Men det vil nisserne på loftet i købmandsgården ikke finde sig i, og sammen med børnene Mads og Mette finder de på forskellige drillerier, der skal få købmanden – som også er borgmester i Gammelby – til ikke at aflyse julen.

Medvirkende bl.a. Lars Lohmann (Købmanden/Borgmesteren), Poul Glargaard (Severinsen), Ove Sprogøe (Nissefar) og Karen Lykkehus (Nissemor).